Vitus Istvan Fischer
Pædagog og rumvejleder på Risskov Skole

Prøv at genkalde dig nogle af de museer, du har besøgt i dit liv. Følelsen af at gå gennem rum, hvor æstetikken er i højsæde. Hvor der er tænkt nøje over placeringen af hver eneste genstand i rummet, hvordan genstanden formidles, og hvordan den opleves af de besøgende. Hvor der er tænkt nøje over, hvor genstanden – uanset om det er en skulptur, et maleri eller et oldtidsfund – er placeret, så den spiller perfekt sammen med resten af rummet. Den famøse røde tråd.

Jeg drømmer om, at vi i højere grad tænker og indretter skolens rum med samme tilgang og nøjsomhed som museer. Jeg drømmer om, at vi får æstetikken og sanseligheden tilbage i skolens rum. At vi indretter med sans for detaljen – og med en klar plan for, hvad der skal være i klasselokalet og hvorfor. Jeg drømmer om rum, der er overskuelige for eleverne, og som hjælper dem til at yde og være den bedste version af dem selv.

Det lyder ambitiøst. Måske ligefrem umuligt. Særligt i en travl skolehverdag. Men når det lykkes at skabe det overskuelige, æstetiske og tydelige rum, kan det næsten opleves, som at rummet bliver den tredje pædagog. Med det mener jeg, at det gode og velindrettede rum i sig selv bidrager til ro, forudsigelighed og en fast hjerterytme, der banker for børnene. Ligesom pædagogens.
Det er uden for enhver tvivl, at den måde vi designer og bruger skolens rum på, påvirker elevernes adfærd, læringsprocesser og trivsel.

Alligevel oplever jeg dagligt som skolepædagog at træde ind i rum, der vil for meget. Der vil formidle alle fag i folkeskolen på en gang. Rum, hvor øjnene flakker rundt og ikke kan finde hvile nogen steder. Eller retning nogen steder. Mon ikke børnene oplever det samme?

Mere rod end ro

Æstetikken i et gennemsnitligt klasselokale i dag svarer til Tivoli Friheden. Der er fyldt med kraftige farver i alle afskygninger, med informationer, med tegninger og læringsredskaber til alle fag. Der skal både være plads til bogstaver, tabeller, verdenskort, oversigten over danske insekter og sidste uges krea-projekt. Ingen gider tage det ned mellem hver lektion. Forståeligt nok. Men jeg oplever, at det er med til at skabe rum, der giver mere rod
end ro.

Mange af os hænger ofte plakater, opslag og information op på væggene med det formål at have det hele synligt. Men spørg dig selv: Gør du det for elevernes skyld, eller fordi det føles praktisk for dig som underviser? Når vægge bliver overfyldte, oplever jeg, at det skaber en visuel uro, som særligt de yngre elever kan have svært ved at navigere i. For eksempel kan bogstaver hængt rundt om tavlen umiddelbart virke som en god idé, men det kan faktisk fjerne fokus fra undervisningen. Måske er det bedre at introducere bogstaver gennem fortællinger eller aktiviteter, der giver eleverne en oplevelsesbaseret læring.

Jeg drømmer mig ikke tilbage til kolde, hvide vægge. Der er stadig brug for farver og indhold i skolens rum. Men vi skal vælge det med omhu og med æstetikken for øje. Vi kan starte i det små ved at skabe ro og struktur på væggene. Fjerne det overflødige og prioritere det, der virkelig understøtter læringen. Vi kan overveje, hvordan møblernes placering og rummets belysning kan fremme trivsel og fokus. Med små ændringer kan vi skabe rum, der ikke blot er praktiske, men som også inviterer eleverne til at deltage aktivt og føle sig trygge. Hvor rummet ikke bare er en baggrund for undervisningen, men en aktiv medspiller, der kan støtte både os som undervisere og eleverne.

Det er deres sted

Jeg drømmer om, at skolens rum i højere grad afspejler de værdier, vi ønsker at fremme – hvad enten det er fællesskab, venskab, mod eller noget helt fjerde. Når eleverne træder ind i rummet, skal de kunne mærke, at det er deres sted, et sted hvor de hører til. Det kan man signalere gennem de små detaljer: Borde i samme højde, hyggelige kroge med puder, beroligende farver på væggene, god udluftning, og bløde steder at sidde.

Når jeg selv er opmærksom på disse detaljer, kan jeg mærke, hvordan det påvirker mig. Jeg føler mig mere i balance og oplever en harmoni med mine omgivelser. Den ro, jeg mærker, smitter direkte af på eleverne og skaber en mere positiv energi i rummet. Det handler om at se helheden – ikke bare i undervisningen, men i den måde, vi skaber rum og relationer på. Når vi gør det, giver vi eleverne de bedste forudsætninger for både at trives og lære.

”Det var som om, det aldrig rigtig blev børnenes eget. Derfor besluttede vi, at nu skulle det ændres – rummet skulle tilbage til børnene.”

Jeg drømmer også om, at vi bliver bedre til at give medansvaret for skolens rum tilbage til eleverne. Elevernes stemme og input bør høres og tages alvorligt, når vi skaber de rum, de færdes og udvikler sig i. Hvordan?

Ingen børn gad være der

Lad mig tage dig med en tur til Oasen. Et rum i den SFO, hvor jeg arbejder som pædagog.
Før var Osasen en banegård. Det var ingens. Det var lagerplads. Det var et pauserum. Det var et undervisningsrum. Et madlavningssted. Osasen skulle det hele, og alligevel var der ingen børn, der havde lyst til at være der.

”Jeg drømmer om, at vi får æstetikken og sanseligheden tilbage i skolens rum.”

Selvom rummet egentlig var deres, skiftede det karakter afhængigt af, hvilke voksne der brugte det. Det var som om, det aldrig rigtigt blev børnenes eget. Derfor besluttede vi, at nu skulle det ændres – rummet skulle tilbage til børnene.

På en uddannelse som indeklimaambassadører lærte mine kolleger og jeg, hvordan indretning kan gøre en stor forskel. Alt fra farver på væggene og stationære elementer til at kode rummet rigtigt og inddrage brugerne – i vores tilfælde eleverne – blev gennemgået. Inspirerede begyndte vi at drømme stort for Oasen. Vi undersøgte andre skolers løsninger, bladrede i billedbøger om indretning og fandt langsomt frem til nogle idéer, der kunne favne både leg og ro. Vi vidste også, at nøglen til succes lå i at inddrage børnene.

Vi bad vores kollegaer om at finde to repræsentanter fra hver klasse, og snart havde vi samlet en gruppe på cirka 25 elever. Vi mødtes tre gange med børnene, hvor vi fortalte dem om vores vision: Vi ville skabe et rum, der var deres – et sted, hvor man kunne lege, spille spil, tegne, være sammen med andre eller bare sidde lidt for sig selv, hvis man havde brug for ro. For at få børnenes egne idéer med, inddelte vi dem i grupper og gav dem materialer som krydsfiner, limpistoler, ispinde, stof og meget mere. Tænk stort, sagde vi – og det gjorde de! De byggede modeller af kuglebade, rutsjebaner, små køkkener og legehuse. De ønskede kunst lavet af børn på væggene og farver, der gav rummet liv.
Til sidst holdt vi en fernisering, hvor vi samlede alle deres idéer. Selvom vi ikke kunne realisere alt, var det vigtigt, at børnene følte, at deres idéer blev hørt, og at de voksne kun var der for at facilitere projektet. Oasen var børnenes rum.

Inddragelsen har gjort en forskel

Resultatet er blevet fantastisk. Vi malede væggene i en flot blå farve og skabte forskellige zoner: Et LEGO-bord med seks forskellige farver og dupper i midten til byggeprojekter, amerikanerbåse med høje rygge og polstrede sæder til hygge og samtale, faste borde med laminerede billeder af spil og reoler fyldt med brætspil. Der kom et lille legehus, og vi hængte pendler op over bordene, så lyset kunne dæmpes og skabe en intim stemning. Det var vigtigt, at børnene kunne føle, at de sad sammen i deres egen lille verden.

I dag er Oasen fuld af liv. Børn sidder og tegner, bygger sammen ved LEGO-bordet og spiller spil i små grupper. Det er blevet deres sted – et rum, der emmer af børnenes idéer og behov. Når vi kigger på det nu, kan vi tydeligt se, hvordan processen og inddragelsen har gjort en forskel. Det var ikke bare et projekt om indretning, men om at give børnene ejerskab og skabe et sted, hvor de føler sig hjemme.

I dag ved man, hvad man kommer til, hver gang man træder ind i det rum. Der er en forudsigelighed i rummet og dets funktioner, som giver ro og tryghed. Den tredje pædagog er med i det rum.