Anne Illeborg
Skoleleder på Auning Skole i Auning

Hver morgen, når jeg går ned ad gangene på vores skole, hilser jeg på børn, der er på vej hen til deres klasselokale. Nogle slentrer. Andre løber. Nogle tøver, mens de ser ned i gulvet. Det er her, i det helt hverdagslige, det begynder. Relationen, rummet og rytmen for dagen. De åbne døre, lyset fra klasselokalerne og de indbydende læringsmiljøer byder dem velkommen – og skaber en ramme, hvor de kan finde ro, blive nysgerrige og føle sig hjemme.

I de små klasser ser jeg lærerne stå i døren. De møder hver enkelt elev med et blik, et smil eller en kort samtale om humøret denne morgen. “Hvordan har du det i dag?” spørger de. Ikke bare af høflighed, men fordi det betyder noget. Det enkelte barns deltagelsesmulighed begynder netop her – i mødet med en voksen og i et rum, der inviterer til tilhør og deltagelse.

Sådan ser det ud i dag. Men det er faktisk resultatet af en bevidst bevægelse og en stor forandring.

For blot et år siden var virkeligheden en anden. Eleverne mødte ind til en klassisk opsætning med stole og borde på række – det vi kalder busopstilling. De mødte ind til faste pladser og en undervisning, der var centreret omkring projektoren forrest i lokalet. Det var trygt, men også ufleksibelt. Den fysiske ramme sagde: “Sæt dig her, lær noget – helst på samme måde som de andre.”

Men noget ændrede sig. Vi begyndte at stille spørgsmål. Hvordan kan vi give alle børn en stemme? Hvordan kan vi fokusere på hver enkelt elevs deltagelsesmuligheder? Hvordan kan vi indrette vores lokaler, så de understøtter små fællesskaber i det store klassefællesskab? Hvordan kan vi skabe rum, hvor uro ikke fører til skældud, men til nye muligheder for deltagelse?

Rummet som didaktiske medspiller

Denne nysgerrighed var startskuddet til et langt kompetenceuddannelsesforløb for personalet omkring inddragelse af det fysiske læringsrum og brugen af rummet som didaktiske medspiller. Et forløb, som var med til at udvide vores teoretiske grundlag for at bruge rummet som medspiller. Desuden en genopfriskning af, hvordan ledelse i brugen af rummet kan åbne for nye muligheder i undervisningen og elevernes trivsel.

Det var en kompetenceudvikling, der gjorde, at jeg så lærere eksperimentere med at flytte rundt på møblerne. Jeg så zoner opstå i klasselokalet: stillezoner, samarbejdszoner, kroge til fordybelse. Nogle lærere lagde på forhånd piktogrammer frem, så eleverne visuelt kunne aflæse dagens aktiviteter. Andre skabte danskvægge med ordkort, læsehuler og oversigter over dagens skrivetid. I matematikopstillingen var der klodser og opgaveskilte. Skillevægge blev inddraget til fordybelsespladser til enkelte elever, og bedsteforældrenes sofaer blev modtaget med kyshånd til læsekrogen.

Jeg hørte også børnene tage ordet: “Her kan jeg bedre koncentrere mig”, sagde en dreng, der ellers ofte forlod undervisningen. En pige sagde: “Jeg elsker, når vi selv må vælge, om vi skal arbejde sammen eller alene. Jeg sætter mig tit ved puden i hjørnet, for der bliver jeg ikke forstyrret.”

På et tidspunkt spurgte en lærer sine elever, hvilket rum på skolen de følte sig mest hjemme i. Svaret kom prompte: Klasselokalet. Og de havde holdninger. Til rod. Til lys. Til hvilke ting, der skulle hænge på væggen.

Det slog mig, hvor sjældent vi egentlig spørger dem, der bruger rummene allermest. Eleverne havde klare synspunkter om, hvilke farver der virkede rolige, og hvilke hjørner i lokalet der føltes rare. De talte om hyggehjørnet og måden lyset føles. Deres sprog var enkelt, men meningen klar.

Det var en øjenåbner – og en påmindelse om, at rum ikke bare er noget, vi er i. De er noget, vi skaber sammen. Og eleverne er ikke kun brugere, de er meddesignere.

”Det slog mig, hvor sjældent vi egentlig spørger dem, der bruger rummene allermest.”

Ledelse der tør

Som skoleleder på en stor folkeskole kender jeg alt til krydspresset: Økonomi, tid, politik, reformer. Men jeg har nu også set magien, når vi som ledelsesteam tør gå forrest med nysgerrighed – og ikke med færdige svar.

Da vi indledte samarbejdet med daværende DCUM, Dansk Center for Undervisningsmiljø, der havde særlig viden om skolens rum, lagde vi kortene ærligt på bordet: “Vi er novicer.” Det var befriende. Og ikke mindst vigtigt for vores proces.

Vi ville skabe et fælles sprog – ikke bare om relationer til børnene, men også om relationer til rummet. Hvad betyder det egentlig, når vi siger “det fysiske læringsrum som didaktisk medspiller”? Hvornår er støj forstyrrende, og hvornår er den et tegn på læring? Hvornår er æstetik ikke bare pænt, men pædagogisk?

”Vi erfarede hurtigt, at det ikke bare handler om at flytte møbler. Det handler om at flytte mindset for lærere, pædagoger og ikke mindst for eleverne. ”

Vi erfarede hurtigt, at det ikke bare handler om at flytte møbler. Det handler om at flytte mindset for lærere, pædagoger og ikke mindst for eleverne. Derfor satte vi kompetenceudviklingen i gang for personalet. Lærerne deltog i forløb om klasseledelse, rummets funktion og elevinddragelse. De blev introduceret til teorier om deltagelsesmuligheder, zoner, støj, luft og stemninger. Og vigtigst: de prøvede det af.

En lærer sagde: “Jeg troede, jeg skulle styre alting. Nu guider jeg mere og er opmærksom på, hvornår rummet hjælper mig.” En anden sagde: “Det er første gang, jeg tænker over, at lys og lyd og farver kan være en del af min didaktik.”

Kompetenceudvikling handler også om at være nysgerrig og turde. Vise, hvad man ikke ved. Tage sig tid til at spørge eleverne. Finde værdi i at dele med kolleger.

Et rum med retning

Der er ikke én rigtig måde at indrette en klasse på. Det er forskelligt, hvad klasserne har brug for. Men jeg tror på, at når vi tør tage dialogen – med personalet, med børnene og med hinanden – så flytter noget sig. Måske ikke med det samme. Men lidt efter lidt.

Det starter med, at personalet bliver spurgt: “Har I spurgt eleverne?” Og det fortsætter, når vi spørger: “Hvordan har rummet omkring jer hjulpet jer i dag?”

Vi kan ikke løse alle skolens udfordringer med møbler og plakater. Men vi kan tage rummet alvorligt som en del af løsningen. Og vi kan se det som det, det i virkeligheden er: En medspiller i børns dannelse, trivsel og læring.

Drømmen om fællesskaber og funktion

Hvis jeg en dag fik en stor pose penge, ville jeg ikke starte med nye computere eller smartboards. Jeg ville starte med rummene. Jeg drømmer om klasselokaler, hvor det er tydeligt, at her lærer vi på mange måder. At rummet er fleksibelt. At det er rart at være i. At det spejler børns forskellighed og giver plads til både ro og leg, struktur og spontanitet. Jeg drømmer om, at ethvert barn – også det barn, der har svært ved at sidde stille, eller det barn, der har brug for at trække sig – kan finde sit sted i fællesskabet.

Forandringerne i vores tilgang til de fysiske læringsmiljøer har givet os et fælles sprog og en ny retning. Men drømmene rækker længere – mod klasselokaler og skoler, der ikke kun fungerer i praksis, men også føles rigtige for både børn og voksne. Jeg er stolt af, at vi er begyndt rejsen. Vi asfalterer, mens vi kører, men vi kører. Og vi gør det med blikket fast rettet mod kerneopgaven i Norddjurs: At skabe rum, hvor børn ses, lærer, trives, deltager – og tør livet.

”Vi kan ikke løse alle skolens udfordringer med møbler og plakater. Men vi kan tage rummet alvorligt som en del af løsningen.”