Ann Berit Lauritsen
Lærer på Mølleskolen i Ry

Klokken er 7.30. Jeg træder ind igennem skydedøren og møder de første elever, busbørnene, som sidder sammen eller hver for sig og varmer op til endnu en skoledag. “God morgen”, siger jeg, også selvom de ikke altid gengælder min morgenhilsen. Rengøringen lægger en sidste hånd på gulvene, inden hundredvis af børnefødder igen fylder gange og klasselokaler. Jeg tænker ofte: Sikke en Urias-post! Gulvene vaskes, og få minutter senere er de igen snavset til. Et liggende ottetal af sandkorn og gulvvask, der afløser hinanden og har gjort det i årevis. Gad vide, om børnene egentlig registrerer, hvordan personalet som små tandhjul hele tiden arbejder for at gøre Mølleskolen til et godt sted at lære?

Et af lærerlivets tilbagevendende spørgsmål – eller snarere ønsker – er dette:

Hvordan skaber vi et rum, hvor børnenes opmærksomhed er mest muligt rettet imod undervisningen – imod at lære? Hvor de simpelthen ikke kan lade være med at engagere sig, fordi rummet virkelig indbyder til nysgerrighed. Vi kan gøre meget med bordopstillinger og siddepladser, afskærmning og opslagstavler. Vi kan arbejde med rene linjer og farvekodning. Men skal vi tage udgangspunkt i skolernes eksisterende møbeldepoter, skal vi virkelig være kreative.

Mod til at forfølge nye ideer

Mit klasselokale afspejler sjældent mine tanker og ønsker. Jeg har været lærer i 30 år, og det bliver mere og mere tydeligt for mig, at også jeg er fastlåst i mine egne forestillinger om, hvad der er bedst. Jeg forsøger ellers på mange måder at turde kaste alt, hvad jeg har i hænderne og forfølge nye idéer og tanker.

Men ligesom man altid falder tilbage på en god pasta med kødsovs, når man skal lave aftensmad, fordi man ikke lige har overskud til at nytænke – og måske heller ikke har de helt rigtige krydderier i skuffen – så kan man også falde godt og grundigt ned i en klassisk hestesko og uorganiserede elevværker, skemaer og fotocollager på opslagstavlerne. I vindueskarmene står tørstende potteplanter og skriger om kap med det tomme rum, hvor mine drømme om spændende indretning aldrig helt er nået hen.

”Kunne man skabe læringsrum, hvor eleverne slet ikke kan lade være med at undersøge, arbejde, designe, skrive, dygtiggøre sig på alle deres forskelligartede måder? Det kunne man garanteret.”

Dybest set tænker jeg, at den afgørende faktor oftest vil være de børn og voksne, der befinder sig i rummet. Vi kan møblere i en uendelighed, men hvis jeg ikke besidder overskud eller evner til at udnytte de muligheder, rummet tilbyder, så kan det være fuldstændig ligegyldigt, om møblerne er farvekodede og ligner legoklodser. Nogle gange gør jeg bare det, jeg plejer. Det, jeg ved, hvad er. Og det, som eleverne kender, er oftest det, som lykkes.

Men der kan ikke herske tvivl om, at hvis jeg bare kastede mig overbord og ud i rørte vande med en horisont af uanede muligheder, så ville det sandsynligvis også give mine elever mulighed for at møde læringsrummet med positive forventninger.

Den, der arbejder, lærer noget

Jeg husker stadig, da jeg mødte min første elektroniske tavle, et smartboard, og lærerlivet blev aldrig helt det samme. Det var kærlighed ved første blik. Her kunne man for alvor bringe liv og bevægelse ind i børnenes læringsliv.

Præsentationer var ikke længere reduceret til en grim planche i skole-orange karton. Jeg behøvede ikke længere rulle stativet med billedrørs-fjernsynet ind for at vise film eller klip. Nu blev der for alvor danset Just Dance eller vist kortfilm. Slut med dagens program med min smukkeste formskrift på kridttavlen. Børnene kunne lave egne præsentationer med liv og masser af billeder.

Men liv og læring er ikke kun en elektronisk tavle. Allerede da jeg gik på seminariet i 90’erne, læste vi Sten Larsen, som understregede, at det er den, der arbejder, der lærer noget. Det er den, der har processen i hænderne, der profiterer. Børnene skal have noget i hænderne, Ann Berit, hører du?

Jeg kan godt lide tanken om, at klasselokalet vækker nysgerrighed. Når 5.c og jeg tager på eventyr med historiens 15 største opdagelsesrejsende, så ville det være mageløst, hvis lokalet helt fysisk var en del af rejsen. At indretningen kunne afspejle undervisningen. At nysgerrigheden pirredes og sanserne sitrede. Og selvfølgelig kunne man, for intet er uladsiggørligt.

“Træd ombord på mit skib, søfolk. Vi stævner ud mod fremmede egne.”

Fra FabLab til klasselokale

Kunne denne drøm realiseres, hvis man turde gentænke den klassiske indretning af læringsrum?

Lad mig et øjeblik vende tilbage til min virkelige hverdag på Mølleskolen. Ud over min daglige gang i 5.c er jeg også lykkeligt tilknyttet skolens FabLab. I løbet af de sidste 6-7 år har vi udviklet et – spørger du mig – virkelig velfungerende FabLab i nogle dejlige, centralt beliggende lokaler tæt på skolens pædagogiske læringscenter.

Mine næste pointer kræver en rundvisning, så kom med:

FabLab består af 3½ lokaler. Det halve lokale er mit yndlingsrum, Maker Depotet. Her har vi hylder med masser af gennemsigtige kasser fyldt med, hvad nogen ville kalde skrammel – altså genanvendeligt dims og dippedut til den daglige kreaproces. I de andre lokaler er der diverse teknologier, 3D-printerne, lasercutterne, vinylskærerne, Lego Mindstorm, Micro:bits, bluebots og andre småsager i den toneart. Vi har også masser af analogt værktøj, sløjdhjørnet og de klassiske limpistoler i massevis. Helt uundværligt.

”Jeg kan godt lide tanken om, at klasselokalet vækker nysgerrighed. Når 5.c og jeg tager på eventyr med historiens 15 største opdagelsesrejsende, så ville det være mageløst, hvis lokalet helt fysisk var en del af rejsen. ”

Bordplads er der rigeligt af. Der er stationære borde på væggene, men også en masse flytbart. Flere vægge er indrettet med whiteboards – og så er der andre vægpaneler, som har mulighed for at hænge små og større dertil indrettede plastikkasser op, hvor man lige har brug for dem.

FabLab indbyder til kreative læreprocesser, fordi man må bruge lokalet på den lidt hårde måde – og fordi mulighederne er samlet i én pakke. Du skal ikke hente materialer fem forskellige steder. Du kan sende dine fysikelever ned og bygge modeller af sukkermolekyler, og så kan de løse opgaven på mange forskellige måder. Her behøver man ikke one-fits-all-undervisning. Elevernes projekter kan i høj grad tage udgangspunkt i, hvad de enkelte elever har af færdigheder og fantasi.

Kunne man overføre erfaringerne fra FabLab til det enkelte klasselokale? Og her mener jeg ikke 1:1 – men kunne man skabe et klasselokale, som indbyder til at løse en bestemt opgave på forskellige måder? Som er fleksibelt og giver mulighed for både det individuelle og samarbejdet – og som samtidig giver mulighed for fordybelse? Jeg ser det for mig. Det gør jeg virkelig!

Ikke løst med nyt inventar alene

Tid og overskud er lærerens oliekilde, og vi løber ind imellem tør for begge.

Jeg har da supermeget lyst til at eksperimentere med, hvordan jeg med et levende læringsrum kan bringe ny energi og fleksibilitet ind i elevernes skoledag. Jeg kan sagtens se det for mig. Det kunne oveni købet være virkelig interessant. Stærkt! Inspirerende!

Det er bare ikke løst med indretning og nye møbler.

Bag indretningen står nemlig en lærer eller pædagog, som skal have kompetencerne, fantasien og overskuddet til at planlægge og gennemføre undervisningen med udnyttelse af indretningens nye muligheder. Pædagogikken er nødt til at iføre sig nye klæder.

Vi må nytænke vores måde at undervise på. Når et klasselokale kodes med en bestemt indretning (også en virkelig fleksibel en af slagsen), så kalder det på alle de didaktiske strukturer, som vi ofte går og drømmer om, men nok alt for sjældent for alvor får til at lykkes. Det kan kræve kursus eller uddannelse – eller måske bare på egen hånd at sætte sig ind i eller kaste sig ud i andre måder at tænke didaktikken i samspil med klasseværelset.
Med ind i dette sammensurium af tanker, ønsker og tvivl står dette dog på spring: Kunne man skabe læringsrum, hvor eleverne slet ikke kan lade være med at undersøge, arbejde, designe, skrive, dygtiggøre sig på alle deres forskelligartede måder? Det kunne man garanteret.

Tilbage til FabLab et øjeblik. Når jeg opholder mig i FabLab, møder jeg virkelig mange børn, som inspireres af de muligheder, lokalerne indbyder til.

Hvorfor?, kunne man så spørge.

I FabLab vender vi os bort fra one-fits-all-tanken. I det klassiske klasselokale er man ofte nødsaget til, at alle skal lave det samme samtidig – af praktiske årsager – eller af mangel på tid til planlægning af den undervisningsdifferentiering, børn i dag egentlig har allermest behov for.

I FabLab kan enhver løse alle opgaver på hver sin måde. Indretningen er kodet efter anvendelse og indbyder til forskellige aktiviteter alt efter møbler og deres placering i rummet. En del møbler er fleksible, andre er skruet fast i gulvet. Der er aldrig en fast plan over, hvor alting skal stå. Det medfører bare endnu mere oprydning, fordi noget så skal flyttes tilbage. Vi møblerer efter behov, og måske skaber det nye fremadrettede muligheder.

Dét elsker jeg!

Hvis jeg fik lov at drømme

Hermed tilbage til et af mine indledende spørgsmål: “Hvordan skaber vi et klasserum, hvor børnenes opmærksomhed er mest muligt rettet imod undervisningen – mod at lære?” Og skulle jeg nu lade være med at strande i mine egne utilstrækkelighedsfølelser og bare blive i det-kan-lade-sig-gøre-land, så kan jeg se virkelig mange muligheder med de små 60 m2, jeg til dagligt huserer i sammen med mine 21 elever.

”Men ligesom man altid falder tilbage på en god pasta med kødsovs, når man skal lave aftensmad, fordi man ikke lige har overskud til at nytænke – og måske heller ikke de helt rigtige krydderier i skuffen – så kan man altså også falde godt og grundigt ned i en klassisk hestesko og uorganiserede elevværker, skemaer og fotocollager på opslagstavlerne.”

Klasselokalets indretning har kæmpestor betydning for børnenes tilgang til læring. Vi kan sagtens med vores tomandsborde og hæve-sænke-stole gøre en forskel. Intet er ligegyldigt.