Damian Stenander
Elev på Ruds Vedby Skole i Sorø

Jeg kommer ind fra frikvarter, og lugten af madpakker og teenager rammer mig med det samme. Udsugningen er gået i stykker igen, tænker jeg. Vi åbner vinduerne i klassen, og den kolde december-brise rammer mig med det samme i ansigtet. Jeg tager min jakke på igen for at kunne holde varmen – radiatorerne virker heller ikke.

Jeg lader blikket glide ud mod vinduet, mens summen af mine klassekammeraters snak fylder rummet. Det er sidste time på dagen, og der er stadig 40 minutter, til klokken ringer. Jeg ser op på uret. 14:20. Jeg kigger væk, bare kort, og ser op igen. 14:22. Tiden går ulideligt langsomt. Hovedpinen dunker efter en hel dag med larm og uro.

Min lærer prøver igen og igen at få ro på klassen, men det virker ikke. Jeg kigger rundt på de tomme, nøgne, hvide vægge, hvor der ikke hænger andet end en opslagstavle og en stor skærm. Klasselokalet har ikke ændret sig, siden jeg startede her. Det ligner præcis sig selv. Ligesom alle de andre lokaler, tænker jeg. Vores lærer får endelig ro i klassen og beder os om at tage vores computer frem. Det er allerede sjette gang i dag, vi bruger den. Jeg tager min computer frem, og det skarpe lys fra et dokument, vi brugte i sidste time, blænder mig. Jeg kigger op på uret igen. 14:33. Rundt om mig sidder mine klassekammerater bøjet over deres grå, kedelige borde. De fleste er allerede optaget af noget andet end undervisningen.

Jeg forsøger at fokusere, men det er som om, rummet modarbejder mig. Summen af klik fra tastaturer, mus og den konstante strøm af snak gør det svært at koncentrere sig. Jeg tager mine høretelefoner og putter en i hvert øre. Pludselig dæmpes lyden, og jeg sidder kun med mine egne tanker og en let summen udefra.

Jeg kigger op på uret igen. 14:59. Kort efter ringer klokken endelig. Den høje lyd skærer gennem luften, og alle begynder at pakke sammen og sætte deres stole op. Duksene begynder at gøre rent, og folk forlader lokalet. Efter kort tid er det kun mig og nogle få andre tilbage. Jeg tager min cykelhjelm og træder ud af klassen. De lange, hvide gange, hvor jeg kan se fra den ene ende af skolen til den anden, hvor det skarpe lys fra lamperne, der sidder på række i loftet, skær i øjnene. Det føles næsten ligesom at være på et hospital bare uden den sterile lugt. Til gengæld er der en sur lugt af vådt overtøj og sko. Elever fylder gangen, men der føles stadig tomt. Som om de hvide og kedelige omgivelser suger al personlighed ud af rummet.

Jeg passerer en opslagstavle. Et par sedler hænger skævt, men ingen har bemærket dem i ugevis. Gangene er praktiske, men livløse. Jeg tænker nogle gange på, hvordan det vil være, hvis der var farver på væggene, planter på gangen eller bare noget, der føles lidt mindre … koldt.

Jeg når til hovedindgangen og skubber den store dør op. Nu er jeg endelig ude i den friske luft. Kulden bider i mine kinder, men det føles mere levende end timerne indendørs.

Her ingen nøgne vægge, ingen summen fra computeren og intet skarpt lys. Bare frihed og frisk luft. Jeg trækker vejret dybt og tænker på, hvordan det ville være, hvis skolens rum kunne føles lige så frie og inspirerende som verden udenfor. Hvis undervisningen foregik udenfor. Det får mig til at tænke på, hvordan skolens rum påvirker os elever. Kan vi virkelig trives i rammer, der føles så… livløse?

Jeg prøver at finde mening

Den lektion, jeg lige har beskrevet, er langt fra enestående. Jeg mindes mange, hvor det eneste, man kan tænke på, er, hvornår der er pause, eller hvornår man har fri. Sådan burde det jo ikke være. Det vil mange elever kunne genkende. Skolens rum spiller en afgørende rolle i vores hverdag – både for vores trivsel og for vores læring. Vi bruger trods alt en stor del af vores liv her.

Vores klasselokaler er tit for kolde om vinteren og for varme om sommeren. Ventilationen er dårlig, og luften bliver derfor tung i løbet af første lektion. Allerede der kan jeg mærke trætheden sætte ind. Det virker som om, lokalet er blevet indrettet uden tanke på trivsel og æstetik. Hvordan skal vi kunne lære effektivt i et miljø, der føles så ubehageligt og ideforladt? Hvordan skal vi kunne være kreative og udfolde os i lokaler, som er uinspirerende, og som ikke indbyder til udfoldelse?

”Jeg prøver at finde mening med klasselokalet, og hvorfor det skal se sådan ud. Måske er det bare fordi, det skal være funktionelt?”

Flere af mine klassekammerater har nævnt, at de hellere vil arbejde udenfor, hvor de kan få luft og mere fleksible rammer. Hvor de kan føle sig mere fri og inspireret.

Jeg prøver at finde mening med klasselokalet, og hvorfor det skal se sådan ud. Måske er det bare fordi, det skal være funktionelt? Det kan vel stadig godt være funktionelt uden at være kedeligt? Hvad ville der ske, hvis klasselokalet rent faktisk var et sted, vi havde lyst til at være? Hvis væggene var malet på en måde, som kunne inspireret? Ville vi så lære bedre?

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at omgivelserne påvirker os mere, end vi tror. Når jeg sidder i et lokale, hvor væggene er tomme, og luften er tung, føles det næsten som om, kreativiteten forsvinder.

Og så igen, hvor meget kan man egentlig forvente, at skolen skal ændre det? Måske handler det om, at vi selv skal skabe noget ud af rummet. Men hvor meget kan vi egentlig selv gøre, når vi sidder på de samme hårde stole dag ud og dag ind, og lyset fra skærmen gør vores øjne trætte? Det virker som om, at vi bliver formet af rummet – ikke omvendt.

Men samtidig kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv. Er det ikke nok at have det mest nødvendige? Ville det virkelig forstyrre os, hvis klasselokalet føltes lidt mere levende? Det tror jeg ikke. Jeg tror, at det ville give os mere kreativitet og faktisk gøre os mere produktive. Det ville give os en lyst til at være i skolen og dermed lave og lære mere.

En gang uden formål

Når jeg træder ud af klasselokalet og går ud på gangen, er jeg i et slags transitområde. Et sted hvor vi kommer fra A til B. Gangen er ikke et rum, der indbyder til ophold eller fællesskab. Den føles som et rum uden formål bortset fra at forbinde de forskellige lokaler.

Men hvad nu hvis gangen kunne være mere end et mellemrum eller transitområde? Hvis den kunne være et rum, hvor vi også finder inspiration? Eller være et rum, hvor man kunne tænke eller bare slappe af? Hvorfor skal gangen bare være funktionel, når den kunne være så meget mere?

Måske er det samme problem, vi ser i klasselokalet. Et rum, der er skabt uden os elever i tankerne og uden fokus på den sanselige oplevelse af rummet. Hvorfor skaber vi ikke et skolemiljø, hvor vi føler os inspireret til kreativitet og lyst til at lære?

”Hvorfor skaber vi ikke et skolemiljø, hvor vi føler os inspireret til kreativitet og lyst til at lære? ”

Jeg træder ud ad skolens døre og mærker straks forskellen. Luften er frisk, og vinden føles som en befrielse efter timer i et tungt, indelukket klasselokale. Lydene er anderledes herude – i stedet for tastaturklik og en summende projektor er det vinden, der suser i træerne og elevernes stemmer, der blander sig med lyden af boldspil og latter. Det føles mere frit, mere levende.

Skolens udendørsarealer burde være et sted, hvor vi kan koble af, lade tankerne flyde og få ny energi. Men når jeg kigger rundt, ser jeg, at mulighederne er begrænsede. Det er en asfaltbelagt skolegård med et par borde-bænkesæt og en fodboldbane, der mest bliver brugt af de samme få elevgrupper. Resten af arealet føles tomt og uinspirerende.

I frikvartererne ser jeg ofte elever, der står i små grupper uden rigtig at have et sted at være. Nogle sætter sig op ad murene, mens andre vandrer hvileløst rundt. Det virker, som om udearealet ikke er skabt med elevernes behov for øje, men mere som en praktisk plads, hvor vi blot kan opholde os mellem timerne. Burde det ikke være et sted, hvor vi faktisk har lyst til at være, et sted der giver os energi til resten af skoledagen?

”Skolens fysiske rammer har en langt større betydning, end vi måske umiddelbart tænker over. De påvirker vores humør, koncentration og evne til at lære.”

Hvad nu hvis der var flere små kroge med bænke eller overdækkede områder, hvor man kunne sidde og arbejde eller bare slappe af? Legepladsområder med farver og indbydende stativer man kunne kravle og svinge sig i. Hvad nu hvis der var flere træer og planter, der kunne gøre området mere indbydende? Mange undersøgelser viser, at grønne omgivelser forbedrer koncentrationen og trivslen, så hvorfor udnytter vi ikke arealerne bedre?

Design med trivsel i tankerne

Når jeg tænker på, hvor meget tid vi bruger indendørs, bliver det tydeligt, hvor vigtigt gode udeområder er. Det er i skolegården, at vi har muligheden for at få en pause, bevæge os og få frisk luft. Men hvis det ikke føles indbydende, bliver det bare endnu et rum, vi passerer uden at få noget ud af det.

Hvis skolen investerede i små grønne områder, kreative arbejdsrum eller hyggelige opholdspladser, kunne det skabe et miljø, hvor elever faktisk havde lyst til at være – både i undervisningen og i pauserne.

Skolens fysiske rammer har en langt større betydning, end vi måske umiddelbart tænker over. De påvirker vores humør, koncentration og evne til at lære. Når skolens rum er kolde, sterile og upersonlige, kan det skabe en følelse af træthed og mangel på motivation. Hvis omgivelserne i højere grad blev designet med trivsel i tankerne – med flere farver, bedre luftkvalitet og indbydende læringsmiljøer – kunne det måske gøre en stor forskel for vores læring og velvære.

Alt i alt bør skolens rum være mere end blot praktiske. De bør være steder, hvor vi føler os velkomne, inspirerede og motiverede. Vi tilbringer en stor del af vores barndom og ungdom i disse lokaler. Derfor bør de understøtte vores trivsel og læring i stedet for at føles som et nødvendigt onde. Det handler ikke kun om funktionalitet, men om at skabe et miljø, der giver os lyst til at lære og udvikle os.

”Det handler ikke kun om funktionalitet, men om at skabe et miljø, der giver os lyst til at lære og udvikle os.”