Lærer du bedst i rød zone?

Jamen, så er det her, du sætter dig, mens andre i klassen løser deres danskopgave i blå zone. Sammen med gul og grøn er de fire farver kernen i den nye indretning af Vestermølle Danske Skole. Her er de oprindelige, små klasselokaler samlet til ét stort rum inddelt i fire farvezoner. Her er der orden i kaos, mere tid til den enkelte elev og mulighed for at vælge den plads, hvor man lærer bedst.
Sådan blev rummene til
Differentieret og inkluderende undervisning har altid været central på Vestermølle Danske Skole, da elevtallet er ganske lille, og årgangene derfor undervises samlæst. Til gengæld oplevede skolens medarbejdere ikke, at klasserummene, der før bestod af to små, mørke og traditionelt indrettede lokaler, understøttede deres undervisningsform.
Det pædagogiske personale har i flere år savnet muligheden for at ændre rummenes indretning for at give mere plads til bevægelse, aktivitetsbaseret undervisning og til elever med særlige behov. De drømte om at skabe en indretning, som var tilpasset eleverne – i stedet for at have læringsrum, som eleverne skulle tilpasse sig.
Da skolen i 2024 gennemgik en større ombygning og modernisering, greb ledelsen derfor chancen for at indrette på en ny måde. De læste om et koncept, hvor rum indrettes i farvekodede zoner for at skabe et mere fleksibelt miljø. De besøgte skoler, der havde erfaring med netop den tilgang og fik efterfølgende opbakning og midler fra Skoleforeningen i mindretalsområdet til at teste den nye indretning som pilotskole. Vestermølle Danske Skole er nyindrettet for i alt 120.000 kroner ud over de midler, der er brugt på selve ombygningen.
Kom indenfor
Vestermølle Danske Skole ligger i Sydslesvig og tilhører det danske mindretal i området. Her går der 31 elever sammen med tre lærere. Derfor undervises eleverne samlæst i 1. til 2. klasse og i 3. til 4. klasse. Vi kigger nærmere på de to oprindelige klasselokaler, som i dag er samlet til ét stort rum, efter skolen blev renoveret.
Sådan gik de til opgaven
I forbindelse med ombygningen af Vestermølle Danske Skole er de oprindelige, små klasserum lagt sammen til ét stort, åbent og lyst lokale, hvor skolens elever undervises i hvert deres område. 1. og 2. klasse har den ene side af lokalet, mens 3. og 4. klasse har den anden. Kun en enkelt zone – den blå – deles af alle elever.
Da de nye møbler landede på skolen, og indretningen stod klar, indkaldte ledelsen til et forældremøde. Målet var at berolige bekymrede forældre og forklare det nye koncept og de muligheder, den nye indretning giver. Forældrene fik lejlighed til at se og fornemme rummet – senere også på en almindelig skoledag, hvor de oplevede, hvordan eleverne trives i de nye rammer. Skolens elever har deltaget aktivt i selve indflytningen. Først var de med til at rydde op, smide ud og pakke væk. De lavede også en tidskapsel, der blev placeret i gulvet, og var efterfølgende med til at bygge det nye rum op, da møblerne kom.
”Vi får flere elever med i timerne med den nye indretning. Her er der ingen, der kan gemme sig.”
Lærer, Vestermølle Danske Skole
Sådan er rummet indrettet
Grøn zone er til fælles beskeder og består af et trappemøbel, som også bruges til gruppearbejde. Under trappen er der en hule, hvor eleverne kan tage en pude og en lille lampe med, hvis de vil ligge og læse. Hver time starter på de to trapper, hvor hver klasse samles og introduceres for timens opgaver, hvorefter eleverne bevæger sig ud i de øvrige zoner for at arbejde.
Ofte samles klassen også på trappen sidst i timen for at runde dagen af.
Skoletasker og penalhuse er afskaffet. I stedet opbevares alle bøger og mapper på skolen, mens blyanter og farvekridt er tilgængelige for eleverne i alle zoner. Elevernes bøger står i reoler, og derudover har de hver en kasse til øvrige ting. Elevernes madpakke, drikkedunk og ugeplan har de med i en lille rygsæk og for 3.-4. klasse også deres computer, hvis de skal bruge den hjemme.

Rød zone er hjertet i konceptet. Her søger de børn hen, der har brug for hjælp. Her inviterer læreren også de børn hen, som de ved har brug for støtte, og her kaldes eleverne til feedback på deres opgaver. Derfor er rød zone indrettet med to skriveborde – et til hver klasselærer.
Gul zone er indrettet til gruppearbejde med høje borde og tilhørende skamler. Her må man snakke med hinanden om opgaven, og her er plads til, at eleverne kan hjælpe hinanden. En af gruppepladserne i gul zone har afskærmning både i siderne og i toppen med lyddæmpende materiale.
Blå zone er stillezone. Den er indrettet på skolens gamle scene, som ligger lige ved siden af det store læringsrum, og er derfor fælles for begge klasser på skolen. Rummet fremstår huleagtigt. Her kan man arbejde alene – enten på gulvet eller på en af stolene i rummet. Har man brug for endnu mere afskærmning fra lyden omkring en, kan man som elev få udleveret et par blå høretelefoner.
”Det er godt, fordi man kan være med kroppen i alle positioner, sidde, ligge og alt muligt.”
Elev, Vestermølle Danske Skole
Sådan fungerer rummene
Rummet giver mere tid til den enkelte elev
Vestermølle Danske Skole har i dag fået et velfungerende læringsrum, der giver mulighed for mere differentieret undervisning. Det pædagogiske personale oplever at arbejde i et rum, der i langt højere grad understøtter elevernes forskellighed, og hvor de som lærere har fået mere tid til den enkelte elev. Her er der ikke nogen, der sidder og putter sig som tidligere, hvis man f.eks. sad bagerst i klassen. Alle er med. Derudover træner den nye indretning eleverne til at være mere selvstændige for egen læring, da de selv kan bestemme, hvor de vil sidde, alt efter hvor de bedst kan koncentrere sig.
Farverne nudger eleverne
Skolens medarbejdere oplever, at eleverne ret hurtigt har taget farvekoderne til sig. Konceptet med farver er enkelt at forstå og nudger eleverne til at bruge zonerne rigtigt: Man er stille i blå zone, og man taler om opgaverne i gul. I begyndelsen lod de eleverne prøve de forskellige zoner af for at finde ud af, hvordan de virkede for den enkelte. Efterfølgende talte de med eleverne om, hvordan de oplevede at sidde i de forskellige zoner. Det betyder, at eleverne ret hurtigt erfarede, hvordan de bedst kan lide at sidde og arbejde.
Der er orden i kaos
Når man træder ind i det store rum, kan det umiddelbart godt se ud som om, at det hele er meget frit og en smule kaotisk, men sådan er det slet ikke. Lærerne arbejder med en klar struktur og klare aftaler med eleverne om, hvor de bedst kan sidde og løse deres opgaver. Generelt er lærerne meget optaget af at give eleverne mere indflydelse i hverdagen og inddrage dem i at bruge de zoner, der passer bedst til dem. Fra det røde feedback-bord i midten af lokalet har det pædagogiske personale et godt overblik, og de kan hurtigt se, hvis der er brug for hjælp. Her er plads til alle former for læringssituationer, samling, gruppearbejde, fordybelse, bevægelse, musik, spil og pauser – uden at skulle flytte for meget rundt på møbler og inventar.
3 vigtige læringer
- Den helt nye indretning med ét stort rum opdelt i zoner har krævet en del nye procedurer, systemer og generelt et andet flow i hverdagen. Derfor var opstarten relativt udfordrende for lærerne, der skulle have en ny skoledag til at fungere i nye rammer. De skulle især vænne sig til at slippe lidt af kontrollen ved ikke have at det fulde overblik hele tiden som tidligere, hvor eleverne var samlet i små lokaler. I dag har de stadig overblik – bare på en anden måde.
- Når alle elever er samlet i ét stort rum, har det en betydning for oplevelsen af støj. I det nye fælles rum er der en generel uro – men det er ikke en støjende uro. Mere en arbejdssummen. Hvis eleverne oplever, at det forstyrrer dem, kan de tage hørebøffer på eller sætte sig i blå zone. Lærerne er også ekstra opmærksomme på, at når de selv taler lavere, så taler eleverne også lavere, hvilket har været en øvelse fra start for at skabe mest mulig ro i det åbne rum.
- Flere af skolens børn med særlige behov trives bedre i den nye indretning. F.eks. oplever det pædagogiske personale, at elever med autisme generelt er mere deltagende og trygge, når de har faste pladser tæt på de voksne og samtidig mulighed for at bevæge sig rundt i rummet efter behov.