Louise Klinge
Skoleforsker

Sæt dig på din stol. Nu. Sådan lyder det hver dag til mange børn henover de ca. 12.000 timer, de er i skole uden at kunne sige op. Sådan var det ikke, da barnet gik i børnehave eller når det efter skole går i SFO eller klub. Der må barnet gerne sætte sig, hvor det vil, når det vil. Det børnehavebarn, der betragtes som selvstændigt og initiativrigt, vil ofte få skældud i skolen, for i klasseværelset skal man først gå i gang med noget, når man får lov. Derfor går der usigeligt meget tid i børns skoleliv med at vente på at alle har sat sig på deres stol.

Efter at have arbejdet som lærer på fem forskellige skoler, har jeg de sidste 15 år som børne- og skoleforsker tilbragt timevis med at observere skolelivet fra børnenes perspektiv. Jeg har siddet ved siden af dem, mens der bliver undervist, jeg er gået med dem ud, når klokken ringer, og jeg er trådt med ind i SFO’en, når skoledagen er slut. Næsten alle børnene drømmer om et skoleliv, hvor de er mere aktive, hvor de er mere udenfor og om en fysisk ramme, der er mere menneskevenlig. Bevægelsen Skole i morgen afholdt i foråret 2024 et skolelaboratorium med 1.200 børn og voksne. I rapporten, Hvis man måtte have sin hund med, ville det hjælpe, er der analyseret 350 af børnenes beskrivelser af deres drømmeskole. Børnene er optaget af det nære, det hyggelige, det hjemlige – og det er realiserbart i morgen.

Som skoleforsker har jeg også lyttet til børnenes lærere og pædagoger, deltaget i forvaltningens arrangementer for skoleledelserne og været til konferencer med magtfulde mennesker omkring skolen. Det er altid dejligt at opleve, at alle voksne i bund og grund ønsker én ting – en skole der formår at bidrage til, at børn trives, har deltagelsesmuligheder og efter endt skolegang både kan og vil bidrage til det samfund, de er en del af som kritiske, kyndige, kreative og empatiske borgere.

Derfor undrer jeg mig over – ligesom mange andre i og udenfor skolen – at skolen ser ud, som den gør. Eller rettere sagt, at klasseværelset ser ud, som det gør. Dér, hvor børnene tilbringer det meste af skolelivet, er der langt fra børnenes drømme om hjemlighed, fra de voksnes visioner om en skole, der realiserer folkeskolelovens formålsparagraf og så til den fysiske ramme, der alt for mange steder er et utroligt uinspirerende, fremmedgørende rum tætpakket med stole og borde. Undervisningen begynder først, når alle har sat sig ned og stopper, hvis nogen rejser sig op. Klasseundervisningen forudsætter ro og indordning, for kun én ad gangen kan have ordet, og der er yderst begrænsede udfoldelsesmuligheder og deltagelsesmuligheder. Over halvdelen af de unge i en undersøgelse med 2.000 udskolingselever fortæller, at de ikke må rejse sig og bevæge sig lidt, når de har brug for det.

Jeg mener, at vi skal betragte de børn, der hænger i gardinerne som larmende whistleblowers. For de viser med deres urolige – eller bevægelsesglade – kroppe, hvad de alle har brug for. At komme op og være i gang som aktive medskabere af læreprocesserne.

Sitting is the new smoking

Børn er født sociale og nysgerrige, og de udvikler sig gennem social interaktion, kropslig udfoldelse, eksperimenteren, imiteren, begejstring, initiativ og leg. Den aktive deltagelse udvikler ikke kun barnet socialt, følelsesmæssigt og motorisk. Barnets kognitive udvikling, dets koncentration og abstrakte tænkning styrkes også af en krop i bevægelse.

Men intet i den fysiske indretning af klasseværelset understøtter dette. Man har stuvet rigtigt mange børn ind i et rum med under 2 m2 per barn, med hårde overflader og dårlig akustik. Aktivitetsniveauet skal ikke stige særligt meget, før der opstår en ubehagelig larm og en stemning af kaos. Der er derfor ikke noget at sige til, at læreren byder børnene at sætte sig ned.

”Konsekvensen af for meget stillesidning er veldokumenteret, men alligevel er klasseværelset stadig indrettet, som var det en arbejdsplads fra en svunden tid.”

Konsekvensen af for meget stillesidning er veldokumenteret, men alligevel er klasseværelset stadig indrettet, som var det en arbejdsplads fra en svunden tid. Sitting is the new smoking har i en årrække været udmeldingen fra flere forskere og sundhedsorganisationer, for der er utroligt mange følgesygdomme, der ledsager kroppens passive position på en stol. Og det er desværre sådan, skolehverdagen ser ud for alt for mange børn og unge. Her er nogle børnecitater, der repræsenterer den generelle oplevelse af undervisningen hos de mange hundrede børn, jeg gennem årene har talt med på skoler vidt forskellige steder i landet:

“Du laver ikke noget – du sidder bare og hører på nogle, der snakker, og så siger de til dig, hvad du skal lave, og hvordan du skal lave det.”

“Altså, skolen er sjov, men det er undervisningen, der er så kedelig. Der har man ikke lov til at sige noget, og man er bare inde i klassen og hører efter læreren. Bare sidde på den stol og bare skrive hele tiden.”

“Vores fag er meget så’n, at vi skal sidde stille og lytte på læreren. De snakker og snakker, så vi ikke når at lave noget, og så får vi det for som lektier.”

Heldigvis er der lærere og skolepædagoger, der praktiserer udeskole, stationsundervisning, projektbaseret læring, læring gennem leg og bevægelse, UDL og mange andre didaktiske former, der bringer børnene i spil som aktive deltagere i læreprocessen og som medskabere.
Men den afvekslende undervisning sker på trods af klasseværelsets indretning og selvfølgelig på trods af skemastrukturen, der ofte gør det umuligt at nå ud af klassen.

Grundlæggende behov

Når man på tværs af forskningsfelter undersøger, hvad børn egentlig har brug for for at have det godt og udvikle sig positivt, så træder seks grundlæggende behov frem. Jeg har i en årrække undersøgt forskning indenfor pædagogik, udviklingspsykologi, neurovidenskab, motivationsforskning, humanfysiologi og socialpsykolog, Her er de seks behov for sundhed, tryghed, autonomi, kompetence, samhørighed og for at bidrage svære at komme udenom.

Disse behov bør være pejlemærker for, hvordan vi organiserer og indretter børns hverdag i skolen – ikke mindst når det gælder de fysiske omgivelser, børnene tilbringer deres dage i. Derfor rejser det et afgørende spørgsmål:

Hvordan kan skolens fysiske ramme muliggøre, at børnenes grundlæggende behov kommes i møde i stedet for at blive hæmmet?

Lad mig give et par eksempler. Forestil dig en fremtidens skole, der er børneparat, og som styrker alle børns trivsel og alsidige udvikling.

Når det handler om behovet for sundhed, ville børnenes livsudfoldelse ikke være til besvær i den børneparate skole. Her ville børnene i stedet møde gode bevægelsesfaciliteter f.eks. med let adgang til det fri, med løbespor og ribber på gangene, motoriske udfordringer inde og ude, hæve/sænkeborde i klassen og gode badeforhold, til når pulsen har været oppe. De ville også være med til at tilberede sunde måltider til alle i skolens produktionskøkken og dyrke grøntsagerne i skolens køkkenhave.

Et andet grundlæggende behov er tryghed. I den børneparate skole ville det manifestere sig i hjemområder med øreklapstole, tæpper, puder og grønne planter. Rare og hyggelige rum at træde ind, hvor skuldrene kan sænke sig, og hvor man kan føle sig tryg. Og altid med steder hvor man kan gøre af sig selv, når man er ude af sig selv følelsesmæssigt, f.eks. med forhæng, huler og stille kroge.

Skal det grundlæggende behov om autonomi opfyldes, ville det blandt andet indebære, at eleverne i højere grad oplever at sidde ved rattet i eget skoleliv. Det kan man bl.a. gøre ved at lade faglokaler til billedkunst, musik, idræt mv. være uaflåste og i stedet betjent af en værkstedsansvarlig, så rummene er tilgængelige gennem hele skoledagen, og børnene kan fordybe sig i noget af det, de brænder for.

Når det handler om behovet for kompetence, ser jeg for mig, at fremtidens børneparate skole giver alle elever en oplevelse af at være gode til noget. Her bruges rummet aktivt til at vise, at høj faglighed er meget andet end kun at være bogklog. På gange, i fællesrum og klasseværelser kan klaver, syhjørner, dukketeater, plantebord, værktøjstavler og kreative materialer invitere eleverne til at udforske, skabe og dele deres interesser med hinanden.

Den børneparate skole vil også have områder med plads til store fællessamlinger, så den enkelte kan få en fysisk oplevelse af at være en del af noget meget større. Det vil bidrage til at imødekomme elevernes grundlæggende behov for samhørighed.

Og sidst, men ikke mindst, vil børns grundlæggende behov for at bidrage kunne indfries bl.a. ved, at hvert barn har en tjans eller særlig opgave i skolen, de skal ordne netop fordi, de er en del af et forpligtende fællesskab. Hvad end det er at vande blomster, vedligeholde bygninger, holde orden i klassens materialer, være legepatrulje, agere pakkepost og dele materialer ud til klasser eller være i skolekøkkenet i perioder og lave mad til andre på skolen.

Sådan kunne en skole se ud, hvor det fysiske rum inviterer til børns medskabelse og udfoldelse. Hvor rummene imødekommer almenmenneskelige behov, samtidig med at der hersker en indlejret fleksibilitet, som giver plads til forskellighed.

Når vi indretter den fysiske ramme omkring børnenes skoleliv, kan de seks grundlæggende behov fungere som navigationspunkter, vi orienterer os efter, så man spørger sig selv, om denne bygning, dette rum eller disse møbler vil støtte eller hæmme behovene.

Heldigvis oplever mange børn i dag at få imødekommet flere af behovene i deres skoleliv – mange af idéerne er realiseret rundtomkring. Men generelt spænder den fysiske ramme sammen med skoledagens struktur ben for, at alle de grundlæggende behov kan støttes. Et alsidigt, trygt læringsmiljø skal være en indlejret del af alle børns skoleliv og ikke en undtagelse fra den fagopdelte klasseundervisning. Derimod skal oplæg og google-søgninger om verdenen være undtagelsen i et skoleliv, hvor børn er engageret og fordybet i en mangfoldighed af aktiviteter, ofte på tværs af alder.

Det store skridt er tæt på

Jeg har beskrevet en vision for skolens fysiske ramme med afsæt i viden om det, alle mennesker behøver for at trives og udvikle sig positivt. Det kan synes langt fra skemastrukturen, der i dag styrer, hvor og hvem børn skal være sammen med hvornår og om hvad. Som de generelt ikke har et ord at skulle have sagt om.

Men den skole, der er god for alle, findes allerede i sin grundstruktur på skolens matrikel. I SFO og Klub findes den fleksible struktur og de børnevenlige og alsidige fysiske miljøer, hvor børns forskellighed ikke er et problem – som i det konforme klasseværelse – men en styrke. Børn og unge bevæger sig uproblematisk mellem værksteder og aktiviteter, der fremmer deres nysgerrighed og engagement, og der er intet til hinder for, at værkstederne kunne muliggøre fordybelse i langt flere faglige dimensioner.

Udfordringen med at skabe en menneskevenlig skole bor for mig at se derfor ikke i skolens rum. Den bor i et manglende mod til at lade skolens rum afspejle det børne- og læringssyn, der allerede er en del af mange kommuner og skolers børne- og ungepolitik og i mange beslutningstageres skåltaler. Et børne- og læringssyn, der stemmer overens med virkeligheden. At alle børn har en iboende læringslyst og socialitet, som folder sig ud, når grundlæggende behov støttes.

Heldigvis er der hver dag fagpersoner, som lader deres praksis ske i overensstemmelse med et forskningsbaseret børne- og læringssyn. Det bliver godt, når de ikke skal lykkes på trods af skolens rum og struktur, fordi vi får modet til at lade børne- og læringssynet manifestere sig i skolens indretning.

”Det kræver, at vi – både som praktikere, beslutningstagere og samfund – stiller os selv det enkle, men afgørende spørgsmål: Støtter denne indretning, denne struktur, denne måde at organisere børns hverdag på, deres grundlæggende behov?”

Men det er ikke nok, at den enkelte skaber små oaser i et system, der grundlæggende trækker i en anden retning. Hvis vi virkelig vil skabe en skole, hvor børn trives, lærer og udvikler sig, så må vi turde gøre op med de fysiske og strukturelle rammer, der modarbejder dette.

Det kræver, at vi – både som praktikere, beslutningstagere og samfund – stiller os selv det enkle, men afgørende spørgsmål: Støtter denne indretning, denne struktur, denne måde at organisere børns hverdag på, deres grundlæggende behov?

Hvis svaret er nej, må vi have modet til at ændre det. For børns trivsel og udvikling skal ikke afhænge af tilfældigheder. Det er en rettighed, der skal være indlejret i skolens arkitektur, rytme og rum. Og det begynder med, at vi ser børn som dem, skolen er til for – ikke dem, der skal passe ind.